Det er jo perfekt! I den seneste uges tid, hvor der har været mange danske gæster på påskeferie, har vi haft rekordvejr i Tjekkiet. Tidligere tiders rekord for starten af april blev slået, da termometret nåede 22,6 grader midt på ugen. Og i dag har vi haft 22 grader.
Jeg har sammen med Hektor benyttet det gode vejr til at afprøve et par af de udendørs aktiviteter, som byen byder på. Og som måske ikke er så kendte af alle gæster. De kommer med i næste udgave af Prag Ekspertens guidebog som aktivitetsforslag. Det kan være et godt supplement til især børnefamiliers planlægning af besøget til Prag.

Bob banen i Prosek
I fredags besøgte vi Prags bob-bane, som ligger i forstaden Prosek. For at komme dertil tager man en metro til netop Prosek, og derfra kører 3 buslinjer, som holder lige udenfor banen. Anlægget ligger smukt ned ad en bakkeskråning og byder på en 800 meter lang bane, hvor man sidder i en lille vogn, der minder om en bobslæde. Blot er der ikke brug for sne. Det er ret sjovt at køre ned for fuld fart gennem de mange sving, og undervejs kommer man igennem en fartkontrol (radar), så man kan sammenligne sin fart med de andres. Priserne er rimelige - 6 ture (passende) koster Czk. 300,-, hvilket svarer til ca. kr. 85,-. Man kan også, som Hektor og jeg gjorde, dele et 6-turs kort og holde en pause efter første eller anden tur. Der er nemlig en dejlig terrasse, hvor man kan nyde en kold Pilsner Urquell og f. eks. en grill-tallerken. Igen til helt rimelige priser. Vi spiste begge den lille grill-tallerken med en ekstra bagt kartoffel til, og vi var helt mætte. Det stod os i omkring 100 kr. i alt inklusiv et par store øl til hver.

Hyggelig terrasse ved bob banen
I går, lørdag, var vi så i Prags “tivoli”, Lunapark, som ligger ved Vystaviste-komplekset i Holesovice (Prag 7). Mange vil kende området, for det er også der, det berømte springvand, Krizikova Fontænen, befinder sig. Men i går skulle vi bare lege og ikke kigge på springvand

Udsigt fra pariserhjulet
Sidst, jeg var der, var næsten 5 år siden i sommerferien, hvor jeg var hernede med et par danske venner. Sammen med netop disse to venner har jeg besøgt en del forlystelsesparker, og vi var ikke imponerede over Prags udgave. Men der er sket meget siden! Det er kan ganske vist ikke sammenligned med f.eks. Heide Park i tyskland, men der er mange forlystelser nu og desuden rigtigt mange boder med kager, fast food, øl, slik og også ting og sager, man kan købe - sådan lidt markedsagtigt.

Hektor på vej efter øl i en af de mange boder
Det koster en ganske beskeden entré at komme ind (vist Czk. 25,-) - og så betaler man for de forlystelser, man prøver. Her er det lidt vanskeligt at sige noget om priser, da de svinger meget fra forlystelse til forlystelse. Stedets gamle rutschebane koster f.eks. Czk. 30,- for en tur, mens den noget vildere forlystelse, “Booster” kostede omkring Czk. 100,-. Men så var der også action for alle pengene.

Boster (i baggrunden) er virkelig sjov. Op til 5 G hævder de
I Lunapark kan man sagtens bruge 2-3 timer, og det er rimeligt billigt at spise og drikke der. Forlystelserne passer til folk i alle aldre, så for børnefamilier er det et godt sted at tage hen på en god dag. I går var der forbavsende få turister og forbavsende mange tjekker. Men det er måske typisk for stedet - jeg har f.eks. aldrig hørt nogle af mine gæster tale om det eller efterspørge det. Men nu kommer det under alle omstændigheder snart i guidebogen

Dette "omvendte bungeejump" har jeg tilgode til næste gang. Prøves, det SKAL det

Hej Laus.
Hvor herligt med nogle “anderledes” ideer. Der er da noget der skal afprøves. Første gang vi var i Prag var vi ude og se det der Tivoli men der virkede det ærlig talt noget skummelt, men det ser ud til det har forandret sig
Har du nedlagt “forum”? Det virker ihvertilfald ikke hos mig
Rigtig god sommer
Linda
Linda
15. april 2009 7:05
Hej Linda;
Jeg var selv lidt overrasket over, hvor meget der var sket i Luna Park. Det minder stadig lidt om et forvokset omrejsende tivoli - men absolut et besøg værd.
Jeg ved ikke, hvad der er gået galt med forum. Der er pludselig opstået en fejl, tilsyneladende uden at noget er ændret. Jeg har forsøgt med support fra web-hotellet, men deres svar var noget “langhåret” og teknisk, og php-databaser er ikke lige mit speciale. Men jeg har ikke givet op endnu og håber at finde en løsning, så det kommer op at køre igen.
Laus Sørensen
15. april 2009 10:43
Og forum er oppe igen
Laus Sørensen
21. april 2009 15:03
Det var dejligt
Linda
Linda
25. april 2009 6:43
Uh jeg bliver nød til at prøve boster, men tager du ikke med og holder mig i hånden for R. er ikke så glad for den slags:P Du kan også bare sende Hektor, han vil være en udemærket stand in
Vi har været i vysta viste 2-3 gange, men har hver gang syntes at tivoliet så lidt lamt ud, så vi gad ikke gå derind… Det fortryder vi så nu hvor vi ser dine billeder…
Knus T
prutten
25. april 2009 21:14
Hej Laus.
Vil lige fortælle at vi i torsdags var ude på bobslædebanen. Et kæmpe hit hos mand og børn. Skønt sted, men en lille streg i regningen var at min datter på 11 desværre, fik så meget fart på at hun nær var røget ud af vogne. dette resulterede i nogle “brand”sår på albue, skulder og øre. Ville egentlig bare orientere dig, sådan at du råder, ihvertilfald børn, til at tage hjelm på. Derudover var vi i Aquapark ude i Barrandov. Herligt sted og billigt at komme ind
Fortsat god sommer.
Linda
Linda Hardø
19. juli 2009 14:26
Hej Linda;
Rart at høre, at I havde glæde af tippet. Håber ikke, din datter slog sig alt for hårdt. Jeg må tjekke, om de udleverer hjelme derude…
Hektor tigger om, at vi skal i vandland, så det kan jo være, vi skal prøve det i Barrandov. Der er et Aquapalace i retning mod Brno, men det synes jeg ærligt talt er lidt dyrt (Czk. 600,- pr. person)
Laus Sørensen
20. juli 2009 15:58
Hej igen.
Der hænger faktisk hjelme derude, det havde jeg bare ikke set :-s
Kan kun anbefale Barrandov. Der er 3 forskellige rutchebaner og div. bassiner. Udendørs er der voksen og børne pool samt stort grønt område man kan hygge sig på. Man betaler for den tid man ønsker at være der og vi fik en familiebillet, gældende i 120 min, for czk. 365,-
God fornøjelse
Linda Hardø
21. juli 2009 6:31
Hej Laus
Vi besøgte bobslædebanen for et par år siden, og jeg kan kun tilslutte mig det Linda skriver - Det er hamrende sjovt at suse ned ar banen i fuld fart.
Et andet godt råd er dog, at iføre sig en jakke eller langærmet bluse samt lange bukser - Også selv om vejret måske indbyder til noget andet.
Vi blev lidt efterårskåde i solen, og valgte at køre i t-shirts (hvilket i sig selv var skønt), men det er en rigtig sårlig ide, for selv om man bliver siddene i slæden, bruger man ind imellem arme og ben til at holde balancen, når det kommer god fart på - Og det giver nogle gode brandmærker på de bare arme.
Kim
23. februar 2010 10:04
Det passer ikke at Aquapalace er så dyrt. Vi var der i går og betalte ca Czk 700 for hele familien for en heldagsbillet. Det synes vi er meget billigt i forhold til badelande derhjemme. Og det kan til fulde måle sig med de bedste derhjemme.
Winnie Sepstrup
30. marts 2010 20:43
P.s Vi er 2 voksne og 3 børn.
Winnie Sepstrup
30. marts 2010 20:44
Hej Winnie;
Jeg er helt enig i, at det var en god pris for en hel familie. (Et særligt mandagstilbud)
Den pris, jeg omtalte, var pr. voksen person i hovedsæsonen - og her er priserne højere.
Men jeg er glad for at høre, at I synes godt om stedet, for jeg har tænkt mig at skrive om bl.a. vandlandene i mit næste nyhedsbrev, som skal handle om gode sommeraktiviteter for hele familien
Laus Sørensen
31. marts 2010 16:05
Hej kender du tivoliet’s åbningstider?
Niels
20. juli 2010 22:40
Åbningstiderne har jeg ikke styr på - men gætter på 10-22
Laus Sørensen
20. juli 2010 22:53